http://www.firenzeguide.dk
 

Det italienske køkken

Der er kunst og kultur alle vegne i Firenze og heldigvis er en stor del af kulturen verdslig, i form af det gode toscanske køkken med vægten lagt på det enkle – ekstra jomfru olivenolie og de friske simple råvarer – samt tilhørende vin af fin kvalitet.

Fiorentinerne er store kødspisere – både stegeretter og især hvad skinke og andet pålæg angår. Det er værd at stifte bekendskab både med den salte tørrede skinke, salamien med peberkorn og den meget lokale ”finocchiona” salami med fennikelfrø. Fennikel er ofte brugt i det toscanske køkken sammen med alle andre grøntsager og urter; aubergine, zucchini, tomater, ærter, bønner, svampe, trøfler, rosmarin, salvie, basilikum, løg, hvidløg.... Det er altid godt at spise efter årstiden og lade sig råde og vejlede på restauranten. Den toscanske ekstra jomfru oliven olie er meget smagfuld og allerbedst at nyde på en skive ristet toscansk brød sammen med et glas Chianti-vin. De enkelte bestand-dele går op i en højere enhed og smagsoplevelsen, hvor simpel den end er, bliver en symfoni. Det toscanske brød er usaltet – netop fordi alt det andet (skinke, olie mv) smager af så meget.

Der findes et utal af glimrende restauranter i Firenze både af den ydmyge og mere fornemme slags. Det er, som alle steder, godt at lade sig vejlede hos de lokale (hotel, taxa, guide etc) eller hos jeres rejse- eller incomingbureau.

Har I kulinarisk interesse, er det oplagt at besøge et af de lokale fødevaremarkeder – især Mercato Centrale nær San Lorenzo-komplekset kan fylde øjne, næser og for den sags skyld også maver...

Fiorentinerne spiser et rigtigt måltid med dug, kniv og gaffel både til frokost (ved 13-tiden) og til aften (ved 20.00/ 20.30-tiden), derudover spiser man ud på eftermiddagen ”merenda” (mellemmad), der enten kan være ”kaffe og kage-ting”, men gerne er et stykke ”schiacciata” (fladtrykt brød med salt og olivenolie). Morgenmaden består oftest af tørre kiks og kaffe; fx caffelatte (der altså kun er noget, man drikker til morgenmad og evt ud på formiddagen). I løbet af formiddagen indtages endnu en kop kaffe og en kage (meget lokal er ”il buddino di riso”, en lille kage af tærtedej med ris-fyld) på den nærmeste bar. Som alle vegne i Italien findes der også i Firenze en bar på stort set hvert gadehjørne. Husk på, at caffé er espresso, caffé americano er kaffe i en stor kop – og så er der jo cappuccino, latte macchiato, caffé corretto og alle de andre af-arter.

Selvfølgelig er også is i Firenze helt speciel – en god ide som merenda. Uofficelt blev is faktisk opfundet i Firenze i begyndelsen af 1500-tallet; en kyllinge-handler vandt en kokke-konkurrence om den mest fantastiske ret og opfandt altså en slags is-dessert. Caterina af Medici var lige samtidig på vej til sit giftemål i Frankrig og tog kyllinge-handleren med sig i sin stab af fiorentinske kokke som decideret is-dessert-mester. Selvom staklen blev udsat for tortur i de franske køkkenregioner, afslørede han aldrig opskriften til andre end Caterina. Idag er det heldigvis alle forundt at nyde en god ”gelato di produzione propria”, som findes i utallige afskygninger og smagsvarianter. Populære er chokolade-, nødde- og kaffe-variationerne og selvfølgelig frugtis af alle slags, som helst skal følge årstiden.
 
Firenzeguide.dk / Tel: +39 055 754 958 / Mobil: +39 33 8975 6293 / E-mail: info@firenzeguide.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net